Skip to main content
Home » Madinspiration » Inspiration til kødfrie alternativer
Hverdagsmad

Inspiration til kødfrie alternativer

Mad i en skål vises som et kødfri alternativ
Mad i en skål vises som et kødfri alternativ
Foto: Unsplash

Flere og flere vælger at spise mindre kød, men for mange kan det virke uoverskueligt, fordi de ikke ved, hvad de skal erstatte kødet med. Vi har samlet en række naturlige proteinholdige alternativer til kød og nogle kødfrie alternativer, som du kan få inspiration fra.

Naturlige proteinholdige alternativer til kød

Broccoli
Broccoli indeholder ca. 5 gram protein pr. 100 gram. Kombiner det gerne med andre grønne proteinkilder og f.eks. hummus.

Chiafrø
Chiafrø er nemme små proteinboostere, da de indeholder ca. 20 gram protein pr. 100 gram. Derudover indeholder de masser af fibre, og er rige på omega 3. De er gode til morgenmad, boller og salater.

Kidneybønner
Du får ca. 15 gram protein, hvis du tilbereder en portion på 2 dl. Kidneybønner er bl.a. godt i salater, som bønnebøffer, bønnemos og i risretter så som chili con carne.

Kikærter
Der er 12 gram protein i 2 dl. kikærter. Du kan bruge dem i gryderetter, til at lave falafler, hummus eller kikærteboller.

Linser
Linser indeholder ca. 9 gram protein i en dl., og der er utroligt mange muligheder med de små bælgfrugter. De er f.eks. gode til linsedeller, i en indisk daal, salater og linsegryde.

Quinoa
Der er ca. 8 gram protein i 2 dl. quinoa. Derudover er de kalorielette og perfekte i en god salat.

Æg
Der er ca. 6 gram protein i et æg, og det er derfor en god og nem kilde til protein, hvis du ikke er veganer.

Ærter
Flækærter (tørrede gule ærter) er den helt store vinder, når det kommer til protein. De indeholder 50 gram pr. 2 dl. Grønne ærter er også en fin løsning med ca. 10 gram protein pr. 2 dl.

Kødfrie alternativer

Tofu
Tofu er en traditionel kinesisk fødevare, som er lavet af sojabønner. Den naturlige smag kan være lidt kedelig, så du kan med fordel tilsætte en masse krydderier, stege den på panden eller bruge det til bagning.

Quorn
Quorn er lavet af en næringsrig svampeart, som bliver fermenteret og lavet til en dej, der hedder Mycoprotein. Det har et højt protein- og fiberindhold, et lavt indhold af mættet fedt og så indeholder det ingen kolesterol.

Seitan
Seitan stammer fra det asiatiske køkken, og er lavet af gluten fra hvede. Det har masser af struktur, hvilket gør det til et rigtig godt kødfrit alternativ. Det kan både købes færdiglavet, eller du kan prøve kræfter med at lave det selv.

Tempeh
Tempeh stammer fra Indonesien og minder om tofu. Det er også lavet af sojabønner, men i modsætning til tofu, består tempeh af hele bønner, indeholder mere protein og så har det en stærkere smag.

Oumph!
Oumph! er et forholdsvist nyt produkt, som har planterne i fokus. Det er et sojaproteinkoncentrat, som har en konsistent, der minder lidt om kylling, men som har en klimabelastning, der er to-fire gange mindre end kyllingekødets.

Next article