Anne Lawaetz Arhnung
Konstitueret adm. direktør, Landbrug & Fødevarer
I dag har langt flere end tidligere en klar holdning til den mad, vi spiser. Det gælder både hverdagsmad, gastronomimad, ældremad, børnemad, til madens oprindelse, madens sundhedsværdi, til enkeltingredienser, til madens tilberedning og til den betydning, som vores forbrug – også af mad – har på klodens velbefindende.
Mad rører os, berører os, og fylder os hver dag med indtryk – både visuelt, kropsligt og psykisk. Det viser debatten i medierne. Og det viser Landbrug & Fødevarers – og flere andres – undersøgelser også.
Ligesom vi, er fremtidens forbrugere optagede af, at vores fødevarer er produceret ansvarligt og bæredygtigt. De efterspørger fødevarer af høj kvalitet og med dokumenteret bæredygtighed. Det kan danske landmænd levere.
Mere end 180.000 mennesker i Danmark beskæftiger sig med at producere og forarbejde råvarer af høj kvalitet, der gør det muligt for alle – lige fra den almindelige borger til topkokken – at kreere smagfulde og farverige retter – både når det gælder retter med grøntsager, frugt, korn, mejeri, kød, fisk, skaldyr, æg og fjerkræ; altså hele tallerkenen.
Danmark har en position nu, hvor vi er i stand til at tiltrække turister på baggrund af vores høje niveau på den gastronomiske scene, og jeg er stolt af at repræsentere den branche – fra jord til bord – og med den alt dét, der kan ligge på tallerkenen.
Forskning er nøglen til, at vi kan udvikle klimavenlig fødevareproduktion
Ude i verden er danske råvarer og produkter højværdivarer. Det er de, fordi de danske landmænd producerer dem med høj fødevaresikkerhed, hvilket er et stort og afgørende parameter – både for at komme ind på nye – og for at vedligeholde eksisterende – markeder. Sammen med f.eks. optimering af foder til dyr gør det Danmark til en af de mest agile og bæredygtige producenter af fødevarer i verden. Det kan vi godt være stolte af.
Men det betyder ikke, at vi hviler på laurbærene. Vi skal udvikle os og udfordre os selv til nye højder. Forskning er nøglen til, at vi fortsat kan udvikle dansk landbrug og gastronomi. Vi vil fortsat udvikle en dansk, miljøvenlig, ressourceeffektiv og klimavenlig produktion af fødevarer. Vi vil fortsat være med til at tegne den internationale gastronomiske scene, hvor vi med stolthed kan sælge kvalitetsprodukter, viden og knowhow, så også resten af kloden får del i den udvikling og de løsninger, vi i Danmark repræsenterer.