Sisse Fagt
Seniorrådgiver, DTU Fødevareinstituttet
Der er ingen grund til dårlig samvittighed, når du indimellem vælger at droppe madlavningen og i stedet køber et ”ready to eat ” produkt. Inden for de seneste år er udbuddet og kvaliteten steget – især inden for de kolde måltider.
Af Mette Fensbo
”Mange mennesker nyder at få et godt måltid på en nem måde med ”ready to eat” produkter. Der er en klar stigning i efterspørgslen og en større differentiering i udbuddet af retter – både når det gælder varm og kold mad. Især indenfor de kolde retter er der sket noget positivt,” siger seniorrådgiver Sisse Fagt, DTU Fødevareinstituttet.
Hun peger specielt på den markante udvikling indenfor måltidssalater. Der findes adskillige varianter, og de kan i dag fås i mange butikker og kiosker.
”Det er produkter folk har efterspurgt. Måltidssalaterne rammer et hul i det klassiske udbud af ”ready to eat” produkter. Det er begrænset, hvordan man kan ernæringsforbedre en pizza eller shawarma. Jeg ser det som den helt rigtige udvikling, at der er et sundere udbud af mættende mad, som er hurtig at spise og ikke kræver nogen tilberedning. Sundhedsbevidstheden i befolkningen er stigende og bl.a. med den slags nye produkter, er det helt ok, at folk vælger at springe madlavningen over en gang imellem. De kan nyde deres ”ready to eat ”produkter med god samvittighed.”
Udover måltidssalaterne fremhæver Sisse Fagt også nye yoghurt- og skyrprodukter som egnede til et godt mellemmåltid, hvor den lille sult skal stilles.
Gennemskuelighed og kvalitet
Også når det gælder kvalitet og gennemskuelighed af produkterne, mener Sisse Fagt, at udviklingen går i den rigtige retning.
”Det er forholdsvist nyt, at producenterne er begyndt at bruge klare pakninger. Der er virkelig sket noget på emballagefronten. Nu kan forbrugeren se, hvor mange rejer eller hvor meget kød, der er i måltidet. Og man kan se, hvad der ligger i bunden. Dressingen finder man i en pose for sig. Det er blevet meget enklere at vurdere, om det er et måltid, man har lyst til. Og kig også på varedeklarationen.”
Kan forbrugeren stille krav?
”Ja. Hvis der er en brøddel eller pasta i den ret, du bestiller, så sørg for at du får fuldkornsprodukter. Stil krav om, at der ikke er for meget salt og fedt i produkterne men derimod proteiner, som holder dig mæt. Også hvis du skal have en pizza. Som forbruger kan man sende et signal om, hvad man ønsker at købe og på den måde erstatte et produkt med et andet. Efterspørgsel kan blive et krav.
Nu hvor sommeren ofte er lig med picnic i naturen, er der ifølge Sisse Fagt intet i vejen for at købe et ”ready to eat” produkt og nyde det i skoven eller ved stranden.
”Her er måltidssalaterne særdeles velegnede. Top dem op med f.eks. cherrytomater eller små gulerødder, og du får en dejlig nem ret til en tur ud i den danske sommer.”