Skip to main content
Home » Madinspiration » Støt bæredygtigt fiskeri – og forbliv sund
Fiskeri

Støt bæredygtigt fiskeri – og forbliv sund

Støt bæredygtigt fiskeri – og forbliv sund
Støt bæredygtigt fiskeri – og forbliv sund
Foto: Gettyimages
avatar

Peter Blanner

Project Coordinator, Oceans hos WWF Verdensnaturfonden

Vil du være med til at sikre at torsk og tun fortsat kan komme på middagsbordet, bør du købe fisk, der er MSC-certificeret. Så kommer den nemlig fra en bestand, der ikke er truet på livet.

Bæredygtigt landbrug er kendetegnet ved økologi og solceller og vindmøller er en del af bæredygtig energi. Forbrugere der gerne vil passe på jorden og dens ressourcer, bør også gøre en indsats for at fremme bæredygtigt fiskeri. Ellers risikerer vi, at havene løber tør for fisk. I hvert fald for de arter vi helst sætter tænderne i. Hvis du køber fisk, der er fisket på en bæredygtig måde, er du sikker på, at arten ikke overfiskes. Og at fiskeriet ikke skader havmiljøet, andre fisk eller fiskearter. Du tager med andre ord ansvar for, at der er nok fisk tilbage i området, og at de er i stand til at formere sig, så bestanden består til gavn for fremtidens fiskespisere.

Torsk og tun er jaget vildt

Over halvdelen af verdens fiskebestande er fuldt udnyttede og 31 procent er overfiskede eller helt udtømt, ifølge FN.
”I verdenshistorien er der eksempler på fiskebestande, der er forsvundet. Den mest berømte er Newfoundland-torsken. Op gennem 1900-tallet var der enorme mængder af torsk, der holdt til på bankerne ud for Newfoundland ved Canada. Men i 1992 blev den sidste torsk fanget. Og bestanden er aldrig kommet igen,” fortæller Peter Blanner, der er Project Coordinator Oceans hos WWF Verdensnaturfonden. Tun er også efterstræbt.

”Den blåfinnede tun var almindelig i de danske farvande i begyndelsen af 1900-tallet, men den blev jagtet voldsomt og var tæt på kollaps. Tun er eftertragtet af indlysende årsager: den er flot, velsmagende og nem at have med at gøre.”

Den gode nyhed er, at den blåfinnede tun så småt er ved vende tilbage til Skagerrak og det nordlige Kattegat. Nu er det bare et spørgsmål for politikere og myndigheder om at passe godt på den, så tunen slår sig ned og stifter familie.
Også Østersø-torsken har i mange år været stærk overfisket og bestanden har, ifølge Peter Blanner, været langt nede, men er i sidste øjeblik blevet reddet af lavere fiskekvoter. Den torskebestand, der lever øst for Bornholm, er dog stadig meget svag.

Fisk er sundt på flere måder

Der er flere gode grunde til at passe på havets fisk. Ifølge Sundhedsstyrelsen bør vi spise fisk som hovedret mindst to gange om ugen og fiskepålæg flere gange ugentligt. For fisk indeholder omega-3-olie, protein, selen, jod og D-vitamin, som holder kroppen sund og rask. Og så er det mere klimavenligt at spise fisk end kød.

”Vildtfangede fisk har et væsentligt mindre CO2-aftryk end kød, der er produceret på landjorden. Sagt lidt firkantet er der i vores del af verden et væsentligt mindre CO2-aftryk på klimaet for hver ton fisk, der fanges i forhold til ét ton svine- eller oksekød,” siger Peter Blanner.

Hvis du går ind for bæredygtigt fiskeri er du desuden også med til at sikre, at millioner af mennesker i udviklingslandene fortsat kan tjene penge på fisk og ernære sig af fisk. Du udviser altså også et socialt hensyn.

Sådan gør du

Det er nemt at støtte bæredygtigt fiskeri. Hos fiskemanden spørger du, hvor den fisk, du har udset dig, er fanget. Den skal helst komme fra et nærliggende farvand, så transporten er så kort som mulig. Når du har sikret dig, at fisken er fanget i enten Nordatlanten, Østersøen eller Nordsøen, skal du spørge til om den er fisket på bestande, der er forvaltet bæredygtigt.

”Det betyder, at fiskeriet skal være MSC-certificeret. Så er du i hvert fald sikker på, at det ikke er helt tosset. Certificeringen dækker også over, at der ikke er miljømæssige påvirkninger af det omliggende miljø, hvor man fisker, og at der er en langsigtet forvaltningsplan for området,” siger Peter Blanner.

Han opfordrer også til, at du bruger appen Fiskeguiden, som WWF Verdensnaturfonden står bag. Fisk der er MSC-certificeret er markeret med grøn. Men Østersø-torsken er rød, fordi man ikke ved, hvor stor bestanden er. Og ålen er total bandlyst, da bestanden af ål er faldet med 96 til 98 procent over de seneste 20 år, ifølge EU. Andre fisk i guiden kan være markeret med gul, fordi WWF Verdensnaturfonden mener, at netop den bestand fiskes på en uheldig måde for miljøet.

Sådan gør du i supermarkedet

“Ikke andet end at kigge på emballagen. Næsten 90 procent af de fisk, der bliver spist i Danmark, kommer fra MSC-certificerede fiskerier, så vi er førende på verdensplan,” siger Peter Blanner.

WWF Verdensnaturfonden står bag et helt nyt og meget omfattende projekt, der netop har til formål at øge din og min viden om og interesse for fisk og skaldyr, så vi kan stille krav til vores fiskeforhandlere og kommer hjem med den rigtige fisk. Initiativet hedder Fish Forward, støttes af EU og involverer 17 internationale WWF-kontorer, hvoraf 11 er fra udviklingslande som Tyrkiet og Indonesien. De første kampagner fra Fish Forward kommer til september. Følg med på www.ff2.dk.

Next article